Sct. Villads

Ca. 150 meter sydvest for kirken (i rabatkanten på Vejbyvej) findes stadig Sct. Villads kilde, som i middelalderen var en søgt hellligkilde. Den ældste kendte oplysning om kilden stammer fra en indberetning, som den daværende sognepræst i Børglum, Furreby og Vejby Peder Jensen Viborg, i 1638 indgav til afbenyttelse for professor Ole Worm. Han skriver bl.a. "Her findes og udi denne lille By eller Kapel ingen antikviteter, men sønderst i Byen findes et Vældspring, som udi gamle Dage kaldtes Sct. Villads Kilde, hvilket Vand fordums Tid havde stor Kraft mod adskillige Sygdomme og Bræk efter gamle Folks Beretning".
Af sognepræstens indberetning fremgår det tydeligt, at kilden på den tid var gået af brug som helligkilde. I tidens løb svandt også erindringen om den. Enkelte gamle folk var dog stadig i stand til at udpege stedet, og i sommeren 1893 blev kilden renset op for midler indsamlet blandt sognets beboer. Man fandt da en ca. 2 meterdyb brønd med ca. 1,20 m godt, klart vand. Endnu i 1940´erne var der rigeligt med vand i kilden. På den tid tog man på den gård, hvis jord grænser op til kilden, vand der fra til at vande kreaturer med. Men i ca. 1950 blev der foretaget en udbedring og en regulering af vejen ved kilden. Man havde det problem, at vandpresset fra bakken oven for kilden i fugtige perioder gjorde den daværende grusvej blød og ufremkommelig. Derfor foretog man en dræning af området. Det hjalp på vejen. Til gengæld udtørredes kilden. Samtidig lavede man en mindre udretning af vejen. For at det kunne gennemføres, blev den oprindelige brønd, som stadig eksisterer skjult under vejkanten, fyldt op med jord og sten, og den nuværende, tørre brønd udgravedes ca. en meter længere mod øst. Der blev ved Historisk Samfunds mindesten fra 1919 virkelig et minde over noget, som en gang var, men ikke er mere.