< Tilbage

Nyt orgel i Vejby Kirke03-08-2014 - 12:00

Baggrunden for anskaffelse af et andet orgel til Vejby Kirke er jo, som nogle nok ved – angreb af træorme i det gamle orgel. Først var der lidt angreb i selve orgelkassen, som blev behandlet og repareret af orgelfirmaet ”Frobenius.” Tre måneder senere konstateredes der massivt angreb i alle tangenterne. Orgelfirmaet blev igen tilkaldt, og begyndte at behandle tangenterne. Det gik dog ikke så godt, da tangenterne nærmest smuldrede mellem hænderne på orgelbygeren. Så den 7. august 2013, stod kirken uden et brugbart orgel. Vi har dog klaret os med el-klaveret fra Præstegården

I samråd med provsten besluttede menighedsrådet, at det ikke kunne betale sig, at bruge flere penge på det gamle orgel, men i stedet for forsøge, at finde et brugt orgel. Efter råd fra forskellige sider, blev det besluttet, at finde et orgel, der kunne lidt mere end det gamle, helst et med pedaler (Subbas).

Provsten anbefalede os, at kontakte orgelbygger Sven Hjort Andersen, Skævinge (Nordsjælland), som havde flere brugte orgler til salg. Han arbejdede på dette tidspunkt med at restaurere orglet i Løkken Kirke. Mens dette arbejde stod på, var der opstillet et midlertidigt orgel i kirken, som tidligere havde tilhørt Skallerup Kirke. Orglet tilhørte nu Sven Hjort og kunne erhverves, når arbejdet med Løkken Kirkes orgel var tilendebragt. Menighedsråd – Viggo og organist tog til Løkken Kirke for at bese - og spille på orglet. Der var enighed om, at orglet spillede fint, og godt kunne passes ind i Vejby Kirke, og da det samtidig var to stemmer mere end det gamle orgel, heraf den ene ”Subbas” (pedal) – opfyldte det sådan set vores krav. For at se, hvordan orglet tog sig ud i Vejby Kirke, fremstillede Viggo et visualiseret billede, hvor orglet var indsat i kirken. Her var der enighed om, at orglet passede fint til kirkerummet

På et senere møde besluttedes det at erhverve orglet. Inden erhvervelsen kunne realiseres, skulle formaliteterne dog være i orden (også økonomien). Det vil sige, Provstiet – to orgelkonsulenter og Stiftet skulle godkende erhvervelsen. Finansieringen blev bevilliget gennem provstiets 5% midler.
Her et udskrift af hvad Kirkeministeriets orgelkonsulent Torben krebs, udtaler om orglet. (Udtalelsen har Aalborg Stift bedt om)

Det brugte orgel er oprindeligt bygget i 1969 af Jysk Orgelbyggeri til Skallerup Kirke. Dispositionen omfatter 6 stemmer fordelt på manual og pedal, heraf ”Subbas” tilbygget i 1972. Vejby Kirke vil hermed få et fint og anvendeligt lille orgel, som både visuelt og klangligt vil klæde kirkerummet, og samtidig må man sige, at instrumentet med sit selvstændige pedal udgør en betydelig, orgelmæssig forbedring i forhold det nuværende. Det vil absolut kunne gøre smuk fyldest ved gudstjenester og kirkelig handlinger. Endelig hæfter jeg mig ved prisen, som er yderst fordelagtig (ca.109.000 +moms).

Efter ca. 6 mdr. var alle godkendelser i hus, og den 3. august 2014 begyndte Sven Hjorts medarbejdere opstillingen af orglet, som var færdige efter 3 dage, dog mangler der nogle småting, samt hovedstemning og godkendelse. Den 19. august gik maleren i gang med at male orglet, så det passer sammen med det øvrige inventar i kirken. Så inden længe regner vi med, at orglet kan indvies.

Af kirkeværge
Frede Jensen

< Tilbage